Business controller

I Forsikring & Pension (F&P) er vi ved at omstrukturere og udvikle den måde, vi tænker vores økonomifunktion på. Vi søger derfor en ny, dygtig kollega, som kan hjælpe os på rejsen. Så er du analytisk og løsningsorienteret, uden at miste blikket for detaljen, og kan du lide at optimere processer og systemer, så er det dig, vi leder efter, til en spændende nyoprettet stilling som Business Controller. 

Som Business Controller i F&P vil du få som hovedopgave, i samarbejde med CFO’en og relevante kollegaer, at opbygge og implementere en ny omkostningsallokeringsmodel. Denne skal skabe transparens i vores økonomistyring, anvendes til intern fakturering og danne baggrund for prissætning af vores løsninger over for medlemsselskaberne. 

F&P er en politisk medlemsorganisation, der favner bredt. Udover politisk interessevaretagelse drifter F&P flere garantifonde og dertil kommer udvikling og drift af flere brancheløsninger. 

I Økonomiafdelingen i F&P vil du komme til at arbejde sammen med fire kollegaer, som beskæftiger sig med økonomi bredt; fra bogføring til regnskabs-aflæggelse, budgettering, økonomistyring og ledelsesrapportering. Vi søger pt. også en Financial Controller til endnu en nyoprettet stilling. Da begge stillingerne er nye, vil du få indflydelse på snittet, indhold og opgaver. 

Dine vigtigste opgaver bliver, at

  • være omdrejningspunkt på implementering af en ny omkostningsallokeringsmodel
  • styrke økonomistyringen på tværs af F&P’s organisationer og skabe transparens omkring sammenhængen mellem aktiviteter og resultatskabelse 
  • sparre med organisationen omkring budgettering og økonomistyring
  • styrke rapporteringen til direktion og ledelse
  • bidrage til korrekt beregning og opkrævning af medlemskontingenter
  • bidrage til at prissætte vores ydelser 
  • medvirke til effektivisering og optimering af afdelingens opgaver.
Vi står over for en opgradering af vores økonomisystem Microsoft Dynamics AX, som i et vist omfang vil medføre nye måder at arbejde på. Herefter er det planen, at vi vil udvikle en ny rapporteringsplatform i Power BI, hvilket du bliver en central aktør i. Derudover vil du skulle bidrage til at opbygge en moderne økonomifunktion, så vi kan understøtte og servicere vores kollegaer endnu bedre. 

Du er den helt rigtige kandidat, hvis du:

  • har relevant erfaring fra en lignende stilling
  • har en økonomisk uddannelse, fx cand.merc., polit., oecon. eller HD 
  • har erfaring med den finansielle sektor og/eller foreninger, men dette er ikke et krav
  • har styr på tal og et excel-ark ved hånden 
  • er udviklingsorienteret og tør udfordre måden, tingene bliver gjort på, i dag
  • er kvalitetsbevidst, detaljeorienteret og holder af at yde en god service over for vores kolleger, medlemmer og andre interessenter
  • følger opgaverne til dørs
  • er god til at opbygge relationer og trives i et uformelt arbejdsmiljø.

Vil du vide mere, er du velkommen til at kontakte CFO Peter Krejberg Nielsen på pkn@forsikringogpension.dk eller 31 75 99 27.

Om os

Forsikring & Pension er et fællesskab for forsikrings- og pensionsselskaberne i Danmark, og vi arbejder hver dag for at skabe størst mulig værdi for vores medlemmer – så de kan skabe størst mulig værdi for deres kunder, danskerne. Det gør vi både ved at udvikle og levere værktøjer og løsninger til vores medlemmer og ved at arbejde for, at vi nu og i fremtiden har en stærk og velfungerende forsikrings- og pensionssektor. Det er vigtigt for vores velfærdssamfund. 

Hos Forsikring & Pension kommer du til at arbejde sammen med ca. 140 kollegaer i Tuborg Havn. Vi værner om den høje faglighed, da den er afgørende for, at vi kan varetage forsikrings- og pensionsbranchens interesser. Vi lægger vægt på et godt samarbejde, og at vi har det godt sammen. Derfor arbejder vi løbende på, at Forsikring & Pension er en god og sund arbejdsplads, hvor vi trives. Det betyder også, at vi har fokus på kompetenceudvikling og dine muligheder for at præge, hvordan dine arbejdsopgaver skal udvikle og udfolde sig.

Læs mere om Forsikring & Pension som arbejdsplads på www.forsikringogpension.dk.

Sådan ansøger du

Send din ansøgning med relevante bilag, så vi har den senest den 3. oktober 2021. Vi forventer at holde første samtalerunde den 7.og 8. oktober og anden samtalerunde den 12. og 13. oktober.  Vi ønsker stillingerne besat hurtigst muligt, men venter gerne på de rigtige kandidater. Vi anvender person-lighedstesten Neo PI-R, og før eventuel ansættelse vil du blive bedt om at fremvise en straffeattest.


Ansøg
Del i dit netværk
Frist: 3. oktober 2021
Kontaktperson:
Peter Krejberg Nielsen +45 31 75 99 27
Arbejdssted:
Philip Heymans Allé 1 2900 Hellerup
Jobagent: Opret jobagent
Forsikring & Pension
Philip Heymans Allé 1
2900 Hellerup
Telefon 41 91 91 91